27. juni 2011

Nørd-camp og KMD Challenge Aarhus

Denne uge byder på to udfordrende opgaver: Nørd-camp i Sønderjylland og KMD Aarhus Challenge.

Nørd-camp
Her vil jeg helt sikkert føle mig hjemme! Og inden I overvejer tilmelding, må jeg hellere skynde mig at skrive at Nørd-camp er for børn mellem 9-12 år, og IKKE har noget med foto at gøre...
Nørd-camp er et samarbejde mellem DR Ramasjang/Store Nørd og Det Danske Spejderkorps. Flere hundrede børn skal eksperimentere, deltage i workshops, bygge vilde ting, i løbet af en uge hvor de bor i Spejderlejr. I bedste nørd-stil medbringer jeg selv lidt gear der måske kan vise sig nyttigt: Radioudløser (Pocket Wizard) til kameraet, så det kan placeres uden for fotografens rækkevidde (ligesom kameraerne bag målet til fodboldkamp)og et vandtæt EWA-marine etui i tilfælde af at jeg skal tæt på/ned i noget vand. Jeg er ganske spændt på hvad Store Nørderne finder på...
Jeg skal nok poste et par fotos fra Nørd-camp når jeg er tilbage igen.

KMD Challenge Aarhus
Danmark er for alvor kommet på det internationale triathlon-kort! KMD Challenge Aarhus er en halv-ironman triathlon med 1.9 km. svømning, 90 km. cykling og 21 km. løb. Flere store profiler stiller til start blandt andet danske Rasmus Henning og den regerende verdensmester på langdistance Caroline Steffen.
Triathlon er en stor udfordring at fotografere, da der er tre forskellige discipliner, der stiller forskellige krav til teknik. Når starten går løber deltagerne ud i vandet, hvilket giver gode muligheder for dynamik - men skal jeg bruge tele eller være helt tæt på med vidvinkel? Så skifter de til cykel - og så er det op på motorcykel og afsted! Deltagerne løber som sidste disciplin - de er trætte og væskedepoter er gode steder at finde motiver...
Og skiftezonerne ikke at forglemme: Især pro´erne er meget hurtige og effektive igennem skiftene - allerede på vej op fra vandet begynder de at krænge våddragt af og har blikket rettet mod deres cykel!
Det bliver helt sikkert en dag med masser af action og forrygende stemning!
Når weekenden er overstået poster jeg et par af de bedste skud fra KMD Aarhus Challenge.
- Martin

2 kommentarer:

  1. Nørd-Camp lyder fedt Martin, rigtig god tur!

    SvarSlet
  2. Tak Knut! Det bliver en god, varm dag med masser af blå himmel - så mon ikke der bliver nogle billeder med flash+dagslys ;-)

    SvarSlet