11. februar 2012

Lowepro Photo Sport 200 AW


Har du ikke dit kamera med derude hvor det sker, siger det sig selv at du ingen billeder får med hjem… Derfor vover jeg at påstå at valget af kamerataske er ligeså vigtig en beslutning, som valget af hvilken optik der står næst på ønskelisten.
Lowepro laver tasker i alle mulige afskygninger, til alle tænkelige situationer og ethvert behov. Jeg har haft fingre i én af deres nyere modeller, hybrid-tasken Photo Sport 200 AW, som retter sig mod aktive outdoor-folk der ønsker at medbringe et DSLR på tur.

Hvad følger er min personlige vurdering af et stykke grej, baseret på brug i flere forskellige situationer...Og for god ordens skyld gør jeg opmærksom på at jeg er sponseret af Lowepro - Simpelthen fordi de laver udstyr der lever op til de krav jeg stiller. Jeg vil naturligvis stræbe efter at være saglig i min bedømmelse af rygsækken.

Andalusien, Januar 2012 (jeps, korte ærmer!)- Lowepro Photo Sport 200 AW og undertegnede... I forsøg på at skyde timelapse af skyer! Resultatet kan ses sidst i min trailrunning film: Trailrunning Inspiro

Facts om Lowepro Photo Sport 200 AW
Størrelse: 27 cm (bredde) x 17 cm (dybde) x 49 cm (højde)
Kapacitet: Ca. 20 liter
Vægt: 1,3 kg.
Pris: Ca. 1.300.- kr.
Beskrivelse: Rygsækken har et ´toplader-rum´, et kamera-rum, sidelommer, små lommer i hoftebæltet, et rum til drikkeblære, et rum i toppen/låget, et udvendigt rum samt en indvendig lynlåslomme til værdier. Rygsækken er designet som en ´klassisk´ toploader outdoor-rygsæk med et godt polstret bæresystem med god rygstøtte (ventileret), et let mavebælte og diverse kompressionsstropper. Rygsækken er udstyret med Lowepro´s All Weather (AW) cover, som er placeret i en diskret udvendig lomme i bunden af rygsækken.

Klassisk møder moderne
Der hvor rygsækken for alvor adskiller sig fra de øvrige toploader-tasker beregnet til vandring etc., er med det separate rum til kameraet. Genialt! Hvor har det været savnet! Før i tiden ´forsvandt´kameraet ned i mellem madpakke, vindjakke og andet grej, men nu – endelig – et rum dedikeret til ens DSLR! Det gode ved det separate rum er flere ting: Rutine. Kameraet har sin plads, man skal ikke rode rundt efter det. Tilgængelighed. Rummet har sin helt egen ´indgang´- en lynlås der direkte åbner til kamera-rummet. Hurtighed. Lynlåsen er placeret på siden af rygsækken, således at man svinger rygsækken om på venstre arm og åbner rummet og hiver kameraet ud! Godt design! - Se denne video for at se rygsækken i funktion:

Photosport from Lowepro on Vimeo.

Klatreren der fotograferer eller fotografen der klatrer?
Lowepro Photo Sport 200 AW retter sig mod personer som går efter oplevelser – oplevelser som de ønsker at dele med andre ved hjælp af fotos. Den retter sig IKKE til fotografen der tænker ´jeg må hellere tage både vidvinkel-prime og tele- med, et par flash, et lille etbenet stativ og lysmåleren…´ Der er mange andre velegnede tasker (og rullekufferter!) til sådanne situationer. Photo Sport 200 AW er til fotografen der forstår at udnytte et minimum af udstyr optimalt: Et kamerahus+kit optik + evt. flash. Eller til mountainbikeren der ejer et DSLR med optik og tænker: "Kameraet skal med, men det må ikke gå ud over bevægeligheden."

Spænd hjelmen!
En lækker detalje er ´cinch´-funktionen der betyder at du kan snøre de polstrede ´vægge´ i kamera-rummet stramt til således at kameraet ligger helt fast. Det er godt tænkt! Når man løber eller på anden vis bevæger sig hurtigt eller i ujævn rytme ligger kameraet ikke og dunker eller hopper op og ned.

Derude hvor det sker…
Jeg har efterhånden haft rygsækken med i flere forskellige situationer:
- Endagstur med familien – Her skal der både medbringes drikkevand, müslibarer og frugt, ekstratøj til ungerne, lidt ble-grej til den mindste og selvfølgelig et kamera. En typisk Photo Sport situation hvor oplevelsen prioriteres over mængden af udstyr; vi skal på opdagelse, og kameraet skal med, men uden at være til besvær!
Løbetur – Jeg løber gerne. Og allerhelst langt fra asfalt! I spanien løb jeg jævnligt fra hytten i bjergene og ind til en by med supermarked. En tur der gik ad små stier og op og ned! Det tog ca. 30 minutter... I rygsækken havde jeg mit Canon 7D med 15-85mm samt lidt tøj. Jeg brugte ´cinch´-funktionen og jeg mærkede intet til hoppende grej!
Vandretur i bjergene - Igen Canon 7D med 15-85mm + flash med ttl-kabel + snacks + vand + lidt tøj. På et tidspunkt hopper en bjergged frem fra buskene og står nogle hundrede meter foran mig! Jeg slynger rygsækken rundt (højre arm ud af skulderstroppen og rygsækken ind mod maven), og i løbet af fire sekunder(!) har jeg kameraet fremme og skudt det første billede - hurtigt og effektivt!
Ikke det vildeste naturfoto jeg har taget, men Lowepro rygsækken viste sit værd...

Nat-safari - Som nævnt i tidligere indlæg lavede jeg nogle eksperimenter med farvede flash og stjerner. På denne nattevandring medbragte jeg faktisk både Canon Eos 7D med 15-85mm og Canon Eos 1Ds mark III med 15mm + to flash med radiotriggere + to små stativer! Altsammen proppet ned i Photo Sport rygsækken. Ikke helt efter bogen, men jeg tænkte at lave nogle billeder af rygsækken og mig, og havde derfor brug for det ekstra kamera...
Stjerner, blå flash og pandelampe - Et natligt foto-eventyr kan begynde!

Downside
En situation jeg oplevede som værende knap så hensigtsmæssig, var hvis jeg proppede rygsækken lidt for optimistisk med f.eks. en tyk sweater (under en pause f.eks.), mens kameraet var ude af rygsækken; så kom jeg til at presse ´kamera-rummet´ lidt fladt, således at det var svært at lægge kameraet tilbage i rummet, da sweaterens fylde pressede rummet lidt ud af form. En detalje som designerne gerne må tænke lidt over at finde en løsning på...
En ting som designerne nemt kan rette på, er farverne på quick-spænderne, hvor jeg et par gange tog fejl af spændet til kompression og spændet til lukning, og satte disse to sammen...Ingen katastrofe, jeg opdagede det hurtigt, men hvis spænderne til lukning af låget var en anden farve eller blot en mørkere nuance f.eks... Men det kan jeg jo gøre selv :-)

Fedt at være fotograf - Idéer, kreativitet og gear!
Generelt er jeg temmelig tilfreds med Lowepro Photo Sport 200 AW - af flere årsager: Den opfylder et behov som jeg er sikker på at mange andre end jeg har haft; en let outdoor-rygsæk med et designet rum til kamera. Og som sådan fungerer rygsækken perfekt. Den er ikke for stor (der er faktisk ikke er plads til et kamera i Canon Eos 1 størrelsen i ´kamera-rummet´, men rummet passer perfekt til 5D og 7D-størrelser). Rygsækken passer fortrinligt til turene hvor kameraet skal med, men ikke må være til besvær. Yderligere gør designet det muligt at finde kameraet frem meget hurtigt - og pakke det væk ligeså hurtigt - genialt når man er på farten, men liiiige skal ha´ et billede! Der er et væld af gode, gennemtænkte detaljer, f.eks. små lynlåslommer i hoftebæltet - genialt til en powerbar/müslibar/slik. At der er tænkt i rum til drikkeblære (naturligvis med praktisk udgang til slangen) viser at Lowepro-folkene har målrettet rygsækken mod aktive outdoorfolk der er vant til gennemtænkt design. Desuden oplever jeg en glæde ved at der tænkes i at lave sådant specialiseret udstyr. Det er simpelthen fedt at være fotograf, når der hele tiden tænkes i at forbedre gear, så éns passion og kreativitet får optimale betingelser!

Der findes også en mindre udgave der hedder Lowepro Photo Sport Sling 100 AW, som er af typen sling-rygsæk (kun een skrå rem). Jeg har ikke prøvet denne rygsæk, så jeg vil undlade at kommentere den...
Tjek Lowepro Photo Sport 200 AW (og lillebroderen Photo Sport Sling 100 AW) på Lowepro´s site: Lowepro Photo Sport

4 kommentarer:

  1. Super fedt med en vurdering af den taske jeg netop går og overvejer.
    Men jeg håber du vil/kan svare mig på følgende: Kan der monstro blive plads til en macbook pro 13"? Det er en afgørende faktor for mig, da jeg som udgangspunkt altid har den med mig, når jeg er ude på en opgave.

    Med venlig hilsen,
    Julie

    SvarSlet
  2. Hej Julie,
    Jeg har ikke en macbook, men en ældre bærbar pc med dimensionerne bredde: 32 cm., dybde: 22,5 cm, og tykkelse 3,3 cm., som jeg har forsøgt at placerer i rygsækken.
    Det går helt fint med at få den ned i hovedrummet - ingen problemer! Den bærbare ligger så yderst (længst væk fra ryggen), og ´udenpå´ kamerarummet (men altså indeni i rygsækken). Og der ligger den fint, også med kamera i kamerarummet.
    - En anden mulighed er at placere den bærbare i rummet til vandblære, et rum som ligger helt op ad ryggen (dog med polstring imellem ryg og rum). Her går det ok at få den bærbare ned, men den ligger en anelse stramt, men det går... Den ligger til gengæld fint af vejen i forhold til andre ting i rygsækken.
    Hvis du måler din macbook (evt i etui) kan du forhåbentlig bruge disse oplysninger - ellers skriv endelig igen :-)

    Bedste hilsner
    Martin

    SvarSlet
  3. Hej Martin.

    Tusind tak for besvarelsen. Min er lige lidt længere og lidt bredere. (b. 35, d.27 og t. er ca. 3.) I beskyttelsesetui. Vil du skønne, at den ville kunne være der? (Jeg skal nok lade være, at holde dig oppe på det. Hehe)
    Tanken om at den kunne passe ned ved vandblæren har jeg også fiflet med. Jeg kommer vidst ikke uden om, at det her er den bedste/mest praktiske - og i øvrigt også kønneste kamerataske på markedet lige nu.

    Med venlig hilsen
    Julie

    SvarSlet
  4. Hej Julie, jeg tror det kommer til at knibe med at få din macbook ned i vandblære-rummet - din computer (i etui) er ca. 4-5 cm dybere end min, og det er nogle cm for meget...

    Den vil dog sagtens kunne være i hovedrummet!

    Bedst ville dog være hvis du havde mulighed for at opleve rygsækken ´live´, og tjekke med din computer :-)
    Og klart enig: Den er virkelig tjekket og ser godt ud!

    Bedste hilsner
    Martin

    SvarSlet