16. september 2011

Lowepro Street & Field - Klar, parat, fotografér!


LOWEPRO STREET & FIELD SYSTEM
Lowepro Street & Field systemet er lavet til fotografer der bevæger sig - Og som især bevæger sig mens de fotograferer! Da jeg fik til opgave at følge et dansk hold til Abu Dhabi Adventure Challenge, var jeg nødt til at finde en anden tilgang til det at bære udstyr. Jeg havde inden da haft udstyr i en rygsæk (eller skuldertaske), men oplevede gang på gang frustrationen ved at sætte mig på knæ for at skifte optik, og ubekvemmeligheden ved at slæbe rundt på en skuldertaske. Inspireret af andre fotografer, valgte jeg at prøve Lowepro´s Street & Field system som grundlæggende består af et kraftigt bælte og en vest. På både bælte og vest kan man med kraftige velcrostropper påhæfte tasker i MANGE forskellige størrelser og udformninger. Bæltet kan i øvrigt sagtens bruges uden vesten. Til Abu Dhabi Adventure Challenge bestod mit setup af vest+bælte og tasker (pouches) til følgende udstyr: Lens case til 70-200 f/2.8, lens case til 15mm fiskeøje, bottle case til drikkedunk, pouch til lydoptager, pouch til snacks samt en utility bag til diverse dokumenter, pas, kompas, etc. ´Monteret´ på mig så det således ud:
"Mad-Max-Martin" i ørkenen...

Og det fungerede! Lige meget hvor jeg var, havde jeg altid mine to favoritoptikker (70-200 f/2.8 + 16-35 f/2.8) med mig + en 15mm fiskeøje + en flash med ttl-kabel (og naturligvis et kamerahus). Uden at det overhovedet føltes tungt eller klodset, kunne jeg løbe, lægge mig ned eller klatre op på ting for at få de gode skud. På et tidspunkt kommer vi (to fotografer i bil) kørende og ser nogle hold forsvinde bag nogle klitter i ørkenen. Vi har ledt efter hold i timevis og bliver med ét ivrige efter at fotografere. Vi hopper ud af bilen og løber ud i ørkenen og op gennem klitterne for at indhente holdet. Vi når dem, og mens jeg kan skyde både med tele og vidvinkel, må min kollega nøjes med den optik der sidder på hans kamera (en tele), da han ikke nåede at få tasken med fra bilen. Og med lækker blå himmel og sand, sand, sand er vidvinklen uundværlig når vi er tæt på, mens 70-200´eren gav stemningsfulde billeder af et hold på vej gennem en nådesløs ørken… Siden har jeg brugt vest+bælte mange gange i lignende situationer, hvor man færdes som ´hjemløs´ uden en base. Ved Jungle Marathon i Brasilien viste systemet igen sin effektivitet, og især at det sidder godt! Jeg gik timevis i junglen uden at få gnavesår af remme eller ondt i ryg eller hofte.

Jungle Marathon slideshow
Abu Dhabi Adventure Challenge slideshow (husk: Lyd!)



De enkelte dele
Lowepro Street & Field Deluxe Technical Belt
Lavet i mesh-materiale (nylon) i ergonomisk design. Med forhøjet rygstykke. Masser af loops til SlipLock pouches/Street&Field pouches. Kraftig og solid. Lukkes med stort spænde. Mine erfaringer: Virker voldsomt når man står med det i hånden, men denne ´voldsomhed´ betyder super komfort når det sidder på én og giver rigtig god støtte. Loops til udstyr sidder hele vejen rundt, side ved side og giver optimale betingelser for at man kan lave sit eget ´design´ med tasker. Jeg bruger bæltet både med og uden vest, afhængig af situationen. Eneste anke er at jeg oplever at remmene i bæltespændet glider en anelse. Jeg har løst det ved at binde det ene spænde fast (remmene igennem flere gange og en slags knude), men må ´i marken´ nogle gange stramme bæltet igen. En mulig custom-modificering kunne være at lave en ekstra-rem med velcro der går ´henover´ spændet og som samtidig virker som ekstra sikkerhed hvis spændet skulle springe op. Stående tæt ved vand eller på stejl skråning i bjergene, har jeg tit tænkt over hvad der ville ske hvis spændet sprang op nu… Det må være et projekt til én af de lange vinteraftener…

Lowepro Street & Field Technical Vest
Praktisk design med diverse indstillinger så størrelsen kan tilpasses perfekt. Med vest+bælte er jeg klar til at bære en hel del udstyr uden at det føles klodset. Alt er lige ved hånden, og jeg skal ikke være bekymret for at udstyret falder ud. Vesten har et væld af detaljer, og især inderlommen er rar til pung/pas. En anden fin detalje er den medfølgende lomme med plastic-´vindue´ (til pressekort), som jeg under KMD Challenge Copenhagen (ironman triathlon) brugte til en liste med favoritnavne og deres deltagernumre, så jeg kunne holde rede på hvem jeg skød billeder af. Den blev monteret direkte på vesten (med velcro-rem), så jeg altid havde den lige ved hånden. Især smart når man sidder bag på en motorcykel og ikke skal rumstere al for meget rundt… En anden fordel med vesten var at jeg ikke kunne bære rygsæk bag på motorcyklen, da jeg sad omvendt (ryg mod MC-fører) – så en rygsæk var der slet ikke plads til! Al grej skulle jeg ha´ på mig.


Street & Field / SlipLock pouches
Udvalget af tasker man kan sætte på vesten og i bæltet er stort! Der findes lens cases til ALLE størrelser optikker, og desuden har Lowepro udviklet en serie nye tasker med nye detaljer: S&F Slim Lens Pouch 55 AW kan ´kollapses´ når den er tom, så den ikke fylder meget. Det sker ved at man blot trækker låget ned til en velcro-lukning længere nede, så tasken bliver fladere. Ret smart. Desuden har tasken indbygget regnslag (AW=All Weather), som man hurtigt kan folde ud om tasken, når regnen begynder. Sådanne detaljer gør at jeg elsker Lowepro. De tænker som fotografer, og designer udstyret til at det skal bruges. Det er temmelig slidstærkt! En anden interessant taske er den nye S&F Lens Exchange Case 200 AW, som gør skift af optikker langt lettere (og sikrere), da tasken –når man åbner den –folder to rum ud, så optikken man lige har taget af nemt kan placeres sikkert, mens man griber den anden og sætter på kameraet. Igen et spændende design! Dog kunne jeg godt bruge at tasken var en anelse dybere og måske lidt bredere foroven, da jeg ofte smider 70-200´eren ned i tasken MED modlysblænden på (som så stikker op)…

Jeg er ikke den eneste fotograf der bruger Lowepro...

Der vil jo nok være nogle dogme-fotografer derude der tænker ´hvorfor al det udstyr? Er det virkelig nødvendigt?´ Og mit svar er klart JA! Og så meget er det faktisk heller ikke: To ´klassiske´ optikker: 70-200mm + 16-35mm og et fiskeøje + en flash med ttl-kabel. For mig er det vigtigt at kreativiteten kan få frit spil, og at jeg kan reagere hurtigt, flytte mig rundt og være klar til uforudsete situationer. At skifte fra tele til vidvinkel skal kunne ske uden besvær – intuitionen skal kunne udfolde sig, og ikke hæmmes af overvejelser om man gider skifte optik… Indenfor actionsport/adventure-fotografi sker det ofte at der pludselig opstår muligheder som man hurtigt skal tage stilling til: ´Hey fotograf, skal du med ud i gummibåden – vi drøner ud til kajakkerne!´ Så gælder det om at gribe chancen og ha´ udstyret klar. Når så gummibåden senere sætter dig af ti kilometer længere nede af kysten, hvor deltagerne skifter fra kajak til løb, er det rart ikke at have efterladt en rygsæk eller lign. fordi man troede at man kom retur til samme sted…

Mit udstyr består af pt af:
S&F Deluxe Technical Belt str. S/M
S&F Technical Vest
S&F Quick Flex Pouch 75 AW (til flash, Canon Speedlite 580)
S&F Lens Exchange Case 200 AW (til 70-200 f/2.8)
S&F Slim Lens Pouch 55 AW (til 16-35mm f/2.8)
SlipLock Pouch (til fiskeøje-optik)
SlipLock Utility Pouch (til diverse; mobil, dokumenter, pas, snacks og mere)
SlipLock Pouches i forskellige størrelser (især til brug på S&F Technical Vest)
SlipLock Pouch til drikkedunk

Afhængig af opgaven kombinerer jeg udstyret, så det passer til mit brug. Har du lyst til at vide mere om Lowepro-udstyr, og hvordan pro-fotografer fra hele verden bruger Lowepro, så tjek Lowepro-bloggen – det er inspirerende læsning!
Lowepro-blog
Mere om Street & Field systemet (og alt andet Lowepro) finder du her:
Lowepro.com

3 kommentarer:

  1. Jeg har længe gået med ønsket om, at få købt Lowepro S&F eller ligende system. Blandt andet kunne jeg godt have brugt det, da jeg var på Skanderborg Festivalen i år og sikkert også i løbet af basketball sæsonen.

    Jeg har endnu ikke købt noget, da jeg ikke helt har fundet ud af, om det skal være Lowepro S&F, ThinkTank eller Newswear, men jeg må nok bare fået noget købt. Jeg har blot hørt om S&F at det er lidt træls, at taskerne også fylder noget, når der ikke er noget i dem, men det skyldes jo polstringen :)

    SvarSlet
  2. Hej Allan, jeg har aldrig prøvet hverken Newswear eller ThinkTank så jeg holder mig fra at sammenligne...
    Har selv oplevet at taskerne fylder en del, men som du skriver er det vel et kompromis mellem beskyttelse og bekvemmelighed. Lowepro´s nye S&F serie har et par modeller de kalder SLIM LENS POUCH, som kan klappes rimelig godt sammen uden indhold - ret tjekket. Se her:
    http://products.lowepro.com/product/SF-Slim-Lens-Pouch-75-AW,2224,53.htm
    Lad mig høre hvad du ender med at investere i :-)

    SvarSlet
  3. Iøvrigt: S&F Light Utility Belt er også en mulighed - se her hvad det kan, som Deluxe ikke kan:
    http://www.youtube.com/loweprobags#p/u/17/MnOItbcmRko

    SvarSlet