17. september 2012

Canon 7D på saltvandstur!

Trods heftig krængning blev turen nydt af alle! Canon 7D, 15-85mm (på 15mm), iso 250, lukkertid 1/320, f/5.6.

Vores nabo Thomas inviterede på sejltur til Hven, hvilket naturligvis skulle dokumenteres med kameraet.
Jeg medbragte ´kun´ Canon Eos 7D med Canon EF-S 15-85mm f/3.5-5.6 IS USM - hvilket er et ultra-simpelt setup for mig - nærmest som point-and-shoot!
Jeg valgte dette enkle setup, da det var en familietur, og tanken om optik-skift og brugen af flash i TTL-kabel virkede lidt fjern midt ude på Øresund med saltvandssprøjt og god krængning på båden! Kamera + regntøj + dagtursgrej havde jeg i min meget brugte Lowepro Photo Sport AW 200.

Stemninger fra en skøn sejltur til Hven.


Jeg forsøgte at bruge den lille indbyggede flash i 7D´eren, hvilket til dels lykkedes ret godt. Jeg har ikke brugt den ret meget, så naturligvis blev de første billeder overeksponerede da jeg ikke havde taget højde for at kameraet automatisk sætter lukkeren på 1/250 - Jeg kørte Av indstilling med (oftest) f/5.6, iso 320, hvilket gav en lukkertid på omkring 1/1500. Når så jeg poppede den lille flash op, røg lukkertiden ned på 1/250 uden at ændre blænde eller iso - resultatet var et dobbelt overbelyst foto (både flash og ambient lys). Løsningen var at sætte iso´en ned til 100, og så blænde ned indtil lukkertiden 1/250 eller langsommere. ELLER, hvilket er det smarteste: Vælge Tv (lukkertidsprioritet) og så sætte lukkertiden til 1/250, og så bruge iso´en til at styre blænden.

Fordelen ved flash kombineret med ambient lys, er at man kan lave dynamik ved hjælp af langsommere lukkertider (især når man er i fart), men samtidig få ´poppet´ fra en flash. Billedet her viser hvad jeg mener:
Canon 7D, 15-85mm (på 15mm), iso 100, lukkertid 1/50, f/16, indbygget flash affyret.

En anden fordel ved den lille indbyggede flash, er i situationer hvor der er stor kontrast. Et skud inde fra kahytten og ud, volder problemer da det er meget lysere udenfor end inde i kahytten. Løsningen er at balancere det med den lille indbyggede flash:

Canon 7D, 15-85mm (på 15mm), iso 100, lukkertid 1/250, f/10, indbygget flash affyret.

Flere gange brugte jeg muligheden for at kompensere flashen (plus/minus i styrke) - Der sidder en knap - man skal ikke ind i menuer. Ret smart og nemt!
Eneste kritiske punkt, er at 15-85 optikken er stor, så den spærrer lidt for flashlyset! Men når flashen blot bruges til udfyldning i dagslys, så går det nok...

GPS Garmin Montana 650
Jeg havde også medbragt min Garmin Montana 650 GPS, som kunne fortælle at vi sammenlagt havde sejlet 66 kilometer, og at højeste fart havde været 16 km/t!
Ruten ud var klart mere ´straight´, da vi havde vinden med os. På vej hjem måtte vi krydse ned mod København, hvilket gav en lidt mere zigzag-kurs.
GPS´en er super handy, hårdfør (vandtæt naturligvis), og bidrager med data når historien om familieturen skal formidles til forældre, venner etc.

Garmin Montana 650 er en alsidig og super cool GPS, der virker i al slags vejr! Lige noget for en eventyrfotograf som mig!

Efter turen blev 7D´eren tørret af med en let fugtig klud og derefter tørret med et håndklæde...

4 kommentarer:

  1. Enig med Anonym :) er især vild med det sidste - brugte du også pop-up flashen på det? (må erkende at jeg heller ikke har brugt den særlig meget på mit 7D, men måske der skulle leges lidt....)

    SvarSlet
  2. Hej Pia, nej ikke pop-up flash, blot heldig timing med båden der ´slammer´ bølgen :-)
    Og så lidt justering i Lightroom...

    SvarSlet