Selvom man er ´på stedet´ er det ikke altid lige let at følge det hold, man er sendt ud for at følge. Som international presse er man nødt til at tro på at heldet er med én, således at man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt! Nu er der måske nogen der tænker: "Hvad!? - Du skal da kunne følge dit hold?"
Adventure Racing er en temmelig besværlig sport at følge. Både som tilskuer, men også som mediemand. Her til Costa Rica Adventure Race er holdene ude non-stop i 5-6 dage(!) i terræn der tæller alt fra tæt jungle, hav (kajak), floder (rafting), grusveje (mountainbike/vandring). Løbets længde er over 500 km!!!
Adventure racing går ud på at hold af 4 personer, skal finde et antal poster (check points)ved hjælp af kort og kompas, (lidt ligesom en skattejagt). Undervejs kommer de til nogle poster, hvor de skal skifte fra vandring til cykling, eller fra cykling til kajak, eller noget helt tredie! Denne ´skattejagt´ kører dag og nat non-stop! Hvornår holdene vil sove (hvis de vil!), bestemmer de selv, og ofte er det i en grøftekant eller under et halvtag af en eller anden art!
Efterhånden som løbet skrider frem, bliver holdene spredt ud over de 500 km. Nogle hold er hurtigere end andre (et hold skal være sammen hele tiden - knækker én på holdet er holdet ude af konkurrencen), så på dag 3 er holdene spredt ud over et kæmpe areal.
Med moderne hjælpemidler som GPS kan man dog holde styr på dem, og følge hvert holds position, men dette kræver internetforbindelse, hvilket langt fra er til stede når man drøner rundt for at finde hold! Bedste hjælpemiddel til at finde hold er den såkaldte ´roadbook´(skattekortet), som fortæller hvor posterne er. Med den i hånden og et kort foran sig, kan man lave et kompetent gæt på hvilken vej holdet tager, og således forsøge at finde dem. Når holdet når en skiftepost hvor de f.eks. skal skifte til cykling, bliver dette registreret, således at man som mediemand ofte kan regne sig frem til hvornår de når en given post...
Min situation er at jeg kører rundt med et filmhold (WildRacers), som specifikt følger fire hold (men også løbet generelt) - ét af de fire hold er det danske hold Team Merrel Denmark som jeg følger. De burde være godt hjulpet af løbsledelsen med kort og lokale guider, men det har ikke fungeret optimalt hele tiden... Jeg er med som gæst (hvilket jeg er yderst taknemmelig for), men det er dybt frustrerende ikke at se sit hold i flere dage, velvidende at de er derude et sted!
Alternativt skulle jeg selv leje bil, få fat i kort, og så være uafhængig, men én ting er at fange holdet på land - når de så er på havet har jeg et problem (kunne leje båd?) - Det ville meget hurtigt blive en MEGET dyr affære at drøne sådan rundt på egen hånd. Det kan jeg gøre til danske adventure races, men ikke her... Og desuden vil jeg meget nødig fare vild i en centralamerikansk jungle :-)
Det er netop ´eventyr´-aspektet af adventure racing der gør det så spændende at følge. Så selvom det lyder vildt besværligt er det også vildt fascinerende! Når held og god planlægning endelig gør at man er det rigtige sted, er det jo super spændende motiver at fange med masser af action og dynamik - men også trætte racere...
Uforudsigligheden er helt klart et grundvilkår, som man som fotograf er nødt til at acceptere éthundrede procent hvis man vil fotografere adventure racing; ændring af planer fra time til time, være i marken fra tidlig morgen til sen nat, sove i bil, stå op midt om natten fordi et hold pludselig er set, vade gennem floder, mishandling af udstyr fordi man VIL fotografere i styrtregn, udholdelse af varme og fugt, huske at spise undervejs og drikke (vigtigt!), så man ikke går død. Det er bestemt ikke den letteste sport at følge, men helt klart den mest udfordrende og sjoveste!
Det ovenstående indlæg er skrevet under Costa Rica Adventure Race, mens jeg venter på at Team Merrel skal nærme sig. Hvis noget er uklart, så tøv ikke med at spørge :-)
SvarSletDet er så ekstremt fedt at nogen (læs: du) finder det fascinerende at tage disse billeder. En af afgørende forskelle på AR og fx triathlon er naturaspektet - altså det at man får lov at bevæge sig ude i den frie natur. Man oplever en masse afsindigt flotte landskaber som racer, men får sjældent lov at forevige dem i andet end hukommelsen, hvilket gør det svært at dele når man kommer hjem - og gør det svært at forstå når man sidder en halv jordklode væk fra Costa Rica. Derfor sætter jeg stor pris på - både som deltager og som 'tilskuer' at få disse billeder, da de fortæller så levende om racet. Keep it up! /Martin Ebro
SvarSletHep hep... Helt enig... Det er så fedt at kunne dele /vise sine nærmeste hvad det er man bruger timer på og måske kunne give dem følelsen af hvorfor.. og når så kvaliteten af billederne (læs: dine) er i så høj klasse gør det det kun endnu mere.. "I wanna be there" artigt...
SvarSletSet fra en racer..
Håber du kan finde din tid og vej forbi A-Race.dk til juni. ;-)
Kristian Mody
Mange tak for de gode ord :-) Jeg fulgte stort set hele løbet med filmholdet fra WildRacers, og de er mindst ligeså dedikerede som jeg selv - en sport som AR kræver at man er fascineret af AR - ellers duer det slet ikke :-)
SvarSletJeg er ´desværre´ i Peru (JungleUltra) når A-Race skydes igang, ellers var jeg klar!