Fotografiet har mange dimensioner, og selvom jeg grundlæggende betragter mig som fotograf, er jeg i høj grad også en betragter af fotografi. Både for at blive inspireret naturligvis, men også for at opleve, nyde, forarges og må andre måder mærke at livet er i fuld gang!
Ligesom en musiker kan høre flere detaljer og bruge sin viden om harmonier, rytme og klange til at udvide sin oplevelse når vedkommende lytter til musik - på samme måde kender jeg fotografiets sprog - jeg føler mig på hjemmebane når jeg betragter et fotografi: Teknikker, virkemidler og kendskab til de udfordringer fotografen har, giver mig mulighed for at udvide min oplevelse.
Jeg er på ingen måde ekspert i at ´afkode´ fotografier, eller på anden vis gennemskue fotografens intentioner, men i kraft af at jeg arbejder med samme medie, føler jeg en samhørighed med alle der arbejder passioneret med fotografi. Og denne fællesskabfølelse giver mig en tryghed til at gå på opdagelse i fotografiet som medie og som udtryksform.
Ser du teknik eller indhold?
Jeg spørger ofte mig selv når jeg betragter et fotografi (på udstillling, i et magasin, på nettet etc.): "Ser du kun teknikken bag dette foto, eller husker du også at se billedet?" Og svaret afhænger af hvor jeg er... Ikke fysisk, men mentalt. Hvem oplever ikke at være i en periode hvor man ønsker at ramme en bestemt photoshop-teknik, fordi den er på mode? Eller lurer på nye teknikker, provokerende beskæringer eller andet der kan give én et kreativt input? Og så er det nørden der kigger billeder - andre gange træder teknikken i baggrunden og er ´kun´ leverandør af et godt billede der virkelig lever lige dér for øjnene af mig!
Et kedeligt Annie Leibovitz-billede
Da jeg i sin tid købte en stor bog med fotografier af Annie Leibovitz, var det i første omgang de meget farverige, ekspressive og ´letlæste´ billeder der fascinerede mig: Clint Eastwood tilfangetaget og bundet med støvet hvirvlende omkring sig, Bette Midler totalt omgivet af roser eller Arnold som stilfuld skiløber i stram T-shirt... Det var gode idéer, men også lidt ´one-liners´ (som en kritiker udtrykte det i et portrætprogram om Annie Leibovitz). Senere opdagede jeg (i samme bog) en række sort-hvide fotos der var langt mindre prætentiøse, men som alligevel var levende: En mand siddende på en bænk med hænderne godt nede i frakkens lommer som om det er koldt - billedet er temmelig gråt og mangler fuldstændig det ´impact´ som farvebillederne med flash/dagslys har. Ved første øjekast vil jeg måske endda kalde det kedeligt... Men Annie Leibovitz er jo en stor fotograf, og tager billeder af berømtheder, så denne mand på bænken må jo være én eller anden. Og næppe fra en verden af glitter og stjernestøv, da hun har valgt at lave et sådant lavmælt billede. Det gør mig nysgerrig. Også fordi at manden ikke ligefrem ser ud til at nyde øjeblikket. Vil han ikke invitere én indenfor i sin verden? Hvad er hans verden?
Dengang genkendte jeg intet i mandens navn: Philip Glass. Men jeg researchede og fandt frem til at manden var komponist. Moderne komponist. Jeg købte en cd og lyttede... Og blev overrasket! Hans musik ramte mig lige i sjælen med en sådan præcision at det føltes som om døren endelig blev åbnet til et gemt og glemt værelse i mit sind... Mit verden havde udvidet sig takket være et gråt foto!
(Senere har Philip Glass lavet musik til en lang række film, blandt andet The Hours og The Truman Show - især musikken til den sidstnævnte er ganske bevægende...)
Dén oplevelse lærte mig at være meget påpasselig med at bedømme et foto på det ydre! Men også i de muligheder der ligger i at være modig nok til at lave billeder med en anden dybde, end den der ses med øjet. Faktisk havde jeg flere identitiske oplevelser i Annie leibovitz-bogen: Et mand sidder op ad et skur i et krat. Han fylder ganske lidt i billedet, mens træer, buske og krat dominerer. Igen gråt og stille... Manden hedder Peter Matthiessen, men det må blive en anden gang...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar