21. november 2012

Video - Nyt udstyr fra Sevenoak

På fredag skal jeg et smut i skoven og skyde video med downhill´eren Danny Sørensen. Han har efterhånden været foran mit kamera mange gange - og stiller heldigvis gerne op til en session til.
Denne gang bliver det primært video - Og jeg har noget lækkert grej fra Sevenoak som jeg skal prøve i en skarp situation. Blandt andet en ´Cam Glider´ og en ´Cam Stabilizer´.
Sevenoak har et stort og spændende sortiment af video-tilbehør, og så er det endda til at betale...
Jeg fortæller mere om Sevenoak-produkterne når jeg har gjort mig nogle erfaringer...
Danny Sørensen er iøvrigt en super cool fyr, som både er ambitiøs og lidenskabelig omkring sin niche-sport. I kan læse mere om Danny her: GripGrab Local Hero Danny Sørensen

Her er en video fra sidste års foto-session med Danny:

8. november 2012

Eventyrlige ansigter

Tidligere professionelle badmintonspiller Camilla Martin.
- Ét af mine favoritportrætter. Skudt udendørs med flash (gennem paraply), baggrunden er undereksponeret helt ned i sort, og den lette regn bidrager til en rå, men smuk stemning. Perfekt eksempel på at man som fotograf ofte skal se forhindringer som muligheder.

Jeg har efterhånden skudt rigtig mange portrætter, så nu er det vist på tide at vise en anden side af mit arbejde som action-sport-fotograf. Og dog - for fælles for de portrætterede er at de (næsten) alle er atleter på én eller anden måde: Triatlet, løber, mountainbiker, adventure racer etc.


Adventure racer Per Jessen.
Per hældte indholdet af sin dunk udover solskærmen, og så lagde jeg lidt regnstriber ind ved hjælp af photoshop - Er det snyd?

Portrætterne er blevet til under forskellige omstændigheder. Nogle gange er portrættet det primære for foto-shootet, andre gange er det sekundært (hvor action-fotos så er det vigtige). En helt tredie situation er når jeg fotograferer en event. Så er det som reportage-fotograf, og må fange øjeblikkene med hurtighed.

Ultra Trail du Mont Blanc (UTMB) - Ukendt løber.
100 kilometer klaret - nu mangler blot de sidste 60 kilometer! Mandens træthed er tydelig, men alligevel ser jeg en styrke i hans øjne. Han forsøgte svagt at finde et smil frem, da han så mig med kameraet. For pokker han er sej - Respekt!

Når jeg fotografere portrætter til magasiner, foregår det stort set altid udendørs. Jeg bruger trådløse flash - gerne op til tre (Canon Speedlites) - trigget af enten Pocket Wizards eller Pixel Kings (ja, jeg poster snart et indlæg om forskellen på de to).
Jeg har forsøgt mig med forskellige lyssætninger - bland andet ´clamshell´ hvor lyset er placeret lige over og - under modellen, men finder den lyssætning lidt svær at arbejde med uden assistent,så som regel bruger jeg to flash som bagfra kommende lys (rimlight), og så et hovedlys (evt. med softboks).

Typisk opsætning: To flash bagved modellen pegende skråt ind på modellen. Et hovedlys - her med softboks.

Et udvalg af portrætter...
Selvom jeg elsker det klassiske action-sport-fotografi er jeg også vild med at lave portrætter. Det er en meget intuitiv proces, og giver nogle billeder med en helt anden stemning end action-billederne. Portræt-fotografi vil altid være spændende - Mennesker er jo fascinerende, og fotografiet er som skabt til at vise menneskehedens ansigt!


4. november 2012

Nyt fra Adobe

Hvordan ville verden se ud uden Adobe? Virksomheden som er absolut førende indenfor billedbehandling og grafisk design, fylder en del i fotografens liv - i en sådan grad at vi nærmest tager det for givet, præcis som luften vi indånder. Adobe giver vores billeder liv og gør dem seværdige.

Adobe har lanceret en ny duo af Elements: Photoshop Elements 11 og Premiere Elements 11. Nu har jeg altid været Photoshop-mand, og (indrømmet) aldrig overvejet at Elements kunne være noget for mig. Men i perioder retter jeg fokus mod mit workflow (især når jeg bliver frustreret over hvor langt tid jeg bruger), og sidst det skete skrottede jeg Capture One som raw-konverter og kastede mig over Adobe Lightroom! Jeg fandt simpelthen at Capture One ikke honorerede mine kreative idéer, at det var tungt og besværligt og især at det ikke fungerede med min intuition. Det skal siges at jeg aldrig fik taget et kursus i Capture One, hvilket helt sikkert ville have gjort en forskel... Anyway, Lightroom fungerede fra dag ét - og pludselig kunne jeg lave kreative justeringer på en hel bunke billeder meget hurtigt! Hvilket er en afgørende faktor for mig, når jeg efter en event skal lave et galleri med over hundrede billeder.
Jeg er lidt off topic, men min pointe er at jeg har opdaget at mine behov ikke udelukkende gør at jeg skal kigge efter hvad der ligner fuld-professionelle løsninger, men at programmer til et bredere publikum har nogle fordele.

Som action-sport-fotograf eller ekstrem-fotograf eller eventyr-fotograf (hvad skal jeg kalde det?) befinder jeg mig af og til i miljøer, hvor hurtighed og effektivitet er nøgleord. F.eks. under primitive forhold, hvor CF-kortet skal offloades og billeder udvælges/redigeres i løbet af en time, mens en generator kører.


Forholdene er ofte primitive, men ambitionen er alligevel at gøre en række billeder klar til f.eks. en facebook-update ligeså snart jeg har internetforbindelse. Redigering af billeder i lille telt - midt i ørkenen under Abu Dhabi Adventure Race.

Adobe Elements 11 - Photoshop
Det nye ved Photoshop Elements 11 er især en forenklet brugerflade og muligheden for at vælge imellem tre tilgange til programmet: Quick, Guide og Expert. Det er en super pædagogisk feature der gør at man flydende kan bruge programmet, så det passer til ens niveau og temperament. Er man helt nybegynder er Quick-konceptet overskueligt og simpelt. Man bliver ikke skræmt væk af avancerede funktioner. Når man så føler sig i stand til at vove sig ud i lidt mere avanceret billedbehandling er Guide klar til at step-by-step føre én igennem diverse klassiske justeringer - ret cool! Og har man bare styr på det, så gå man direkte til Expert og har alle gode redskaber lige ved hånden.
Uden at have afprøvet det i marken endnu, kan jeg sagtens se potentialet for at bruge Quick-funktionen til lynhurtigt at justere nogle fotos, som f.eks. skal uploades til Facebook, mens man er igang med shoot.
Desuden er der en ret smart Organizer i Photoshop Elements 11, der giver overblik over en billedsamling, giver mulighed for at knytte keywords til billeder og naturligvis har direkte share-knapper til en hel række sociale medier. Igen en feature med masser af potentiale til en fotograf ´on-the´-run´.

Guide-funktionen i Photoshop Elements 11 præsentere en unik pædagogisk tilgang til det at redigere billeder.
Foto fra Adobe


Adobe Elements 11 - Premiere
Videoredigeringsprogrammet har også fået en visuel overhaling, og der skal lyde et stort ´velkommen´ herfra mig som action-sport-fotograf. Igen handler det om hurtighed og effektivitet. Først og fremmest er der flere og flere events der spørger om jeg også kan levere video, hvilket jeg kan! Når jeg så er hjemme igen efter en event, er det afgørende at videoen er hurtigt ude. Aktualitet skal prioriteres.
Og der kommer Elements Premiere ind som et genialt værktøj: Let og overskuelig redigering, da man flydende kan veksle mellem Quick og Expert, der henholdsvis viser en klip-på-klip timeline eller en klassisk tidslinje. Funktionerne er professionelle, uden at man drukner i teknik. En række presets gør det nemt og hurtigt at skabe et fedt udtryk, og naturligvis er det nemt at lægge lyd og underlægningsmusik på.

Som fotograf med speciale i action-sport skyder jeg både portrætter, feature, action og events. Jeg laver video (både reportage, dokumentar og profil) - også af action-sport (ekstrem-sport), og afhængig af opgave varierer mit workflow. For mig vil Elements programmerne ikke erstatte Photoshop og Premiere Pro, men vil i visse situationer være de primære programmer jeg benytter.
Jeg glæder mig til at for alvor få afprøvet Elements 11 i skarpe situationer.

3. november 2012

Ekstrem-fotograf?

"Med ekstremfotografen på arbejde" lød overskriften på plakaten der annoncerede mine to foredrag ved Fotomessen i Forum. Men er jeg en ekstrem-fotograf? En ægte, fuldblods ekstrem-fotograf? Niks, ikke endnu i hvert fald!
Her følger Martin Paldans bud på hvad en ægte ekstrem-fotograf er:

Ekstremfotografen (The extremist Photographer)
En ægte ekstremfotograf kører i en custommade Land Rover med snorkel, sandstiger på topracket, trækspil foran, otte ekstra projektører der peger i alle retninger (også lodret op). I kabinen har han udvidet GPS, digital vejrstation, satellit-telefon, roadbook-holder, kort-holder, kaffekop-holder, nightvision-goggles og cruisecontrol med intelligent styring så han kan skyde ud af vinduet mens bilen kører. Bag i bilen er indrettet soveplads, redigerings-suite, taktik mødelokale og på toppen af bilen står et permanent stativ med fjernstyret kuglehoved.
Ekstremfotografens udstyr tæller tre kamerahuse - alle med state-of-the-art amor, der gør dem vandtætte, støvtætte og lydtætte(!) Alle hans optikker er iklædt camouflage - og hans to specialfremstillede 400mm f/1.8 optikker er endda udstyret med varmesøgende lasersigte der helt automatisk finder frem til action! De er iøvrigt multicoatede med månestøv.
Ekstremfotografens flash-udstyr er modificeret i en kælder i Hviderusland og består af 5 ombyggede speedlites med ledetal 122. De udvikler så meget varme at de hver især har indbygget væskekøler.
Ekstremfotografen snakker tit med sit udstyr, og kan nogle gange tage sig selv i at kæle med det. Han pumper jern og er meget stærk. Hans tøj er købt i overskudslagre, og han er netop nu i færd med at tage helikopter-certifikat (til radiostyret helikopter). Han drømmer om natten at han flyver med jetpack.
Ekstremfotografen vil ikke kaldes eventyrfotograf, da han synes det lyder som noget med fimsede prinser og trolde. På hans Land Rover står der 2nd curtain-sync rules!, og hans email-adresse er extreme_med_lang@staal.com.

Jeg arbejder på sagen, og første skridt er at sætte triptæller på min cykel... Update følger her på bloggen :-)
God søndag!