Én af de vigtigste grunde til at jeg holder af at fotografere sport, er fordi jeg møder passionen ansigt til ansigt. BMX´eren der elsker farten, løberen der udforsker egne grænser, eller triatleten der træner benhårdt - alle er de drevet af et engagement og en viljestyrke, der kun kan beundres.
Når jeg har stået ved mållinien, og set hundredevis af triatleter løbe mod kulminationen på måneders træning - der har kostet blod, sved og tårer - kan jeg ikke lade være med at se dem alle som helte! De viser at drømmen kan leves ud, at man som menneske kan sætte sig et mål og gå hele vejen!
Mere end bare et billede...
Så i stedet for EXIF-data vil jeg bruge lidt plads på én af disse helte - Triatleten Malene Mortensen - Her følger hendes historie om billedet fra KMD Aarhus Challenge 2012:
"Jeg har i 9 måneder trænet hårdt og fokuseret på at kunne stille til start i Aarhus. Jeg startede fra scratch uden at kunne svømme, uden cykel og med et skadet knæ, og uden at vide om jeg kunne gennemføre en halv ironman.
Hele dagen var meget følelsesladet for mit vedkommende. Allerede inden starten gik, fældede jeg de første glædes- og forventningstårer da os piger gav hinanden kram for at ønske hinanden godt race. Det var STORT at stå på startstregen, større end jeg havde regnet med.
Selve dagen gik over al forventning. Hele dagen var en stor fest for mig. Svømningen, som er min svageste disciplin, fik jeg overstået nogenlunde. Cyklingen i regn og blæst var en fest. Ikke om lidt tarveligt vejr skulle slå mig og mit fantastiske humør ud. Jeg cyklede endda hurtigere end hvad jeg regnede med at gøre i godt vejr. Der blev heppet på alle de søde hjælpere der stod i vejkanterne i møgvejret.
Løbet gik også godt. Mine forældre var taget hele vejen fra det sønderjyske for at heppe på mig. De stod klar i Odder på cykelturen, og var også klar på løberuten hvor jeg mødte dem fem gange. Fed støtte og igen blev jeg rørt. Det er ret svært at løbe og tude på én gang! Så jeg besluttede mig for at det nok var bedst at gemme glædestårerne til senere.
Min forældre fik hver et kæmpe knus da jeg løb ud på 3. omgang og sidste omgang, og det var her det begyndte det at gå op for mig hvad pokker det var jeg havde gang i. Hele vinteren har jeg gået og visualiseret at jeg løb over målstregen, og fik min medalje. Det billede har fået mig igennem mange hårde træningspas i løbet af vinteren. Det har simpelthen været min motivation gennem vinteren.
Det gik op for mig at lige om lidt var jeg i mål. Jeg begyndte ved 17 km at planlægge hvordan jeg skulle løbe over målstregen, men blev for rørt ved tanken. Først ved opløbet giver jeg følelserne frit løb. Jeg løber småhulkende mod målstregen og da billedet bliver taget er det forløsningen. Jeg tror hele pladsen kunne høre mit sejrsbrøl over at have gennemført :-)"
