19. maj 2013

To action-teknikker: HOW TO

Gode resultater med telezoom og vidvinkel
For nogle uger siden havde jeg fornøjelsen af at dække et par 12-timers mountainbike-løb, og jeg vil her beskrive to klassiske teknikker der giver gode actionskud.
At fange action er en stor udfordring. Vi kender alle fornemmelsen af at stå til en begivenhed og være fascineret af intensiteten og stemningen. Men hvordan fanges dynamikken, så billedet har samme drama som det man oplever?
Jeg vil her gennemgå to eksempler på teknikker der er velegnede til at fange action:

1) Telezoom og hurtig lukkertid giver koncentret drama.
2) Vidvinkel/fiskeøje, langsom lukkertid og panorering giver dynamik og bevægelse.


1) Det første billede er skudt med en telezoom (Canon 70-200 f/2.8). Med stor blændeåbning (f/3.2.) bliver baggrunden uskarp, hvilket giver et koncentreret, komprimeret udtryk hvor al fokus er på rytteren og hans teknik. En middel-hurtig lukkertid har frosset bevægelsen (1/800), og jeg har fundet et sving, hvor rytterens eminente teknik kommer flot til udtryk. Autofokus er sat til SERVO (enkelt punkt med støtte-punkter, placeret i søgerens top, dér hvor jeg vil ha´ rytterens ansigt) og jeg har efterhånden lært at mit gamle Canon Eos 1Ds Mark III, har det bedst med at stille skarpt et mikrosekund før jeg ønsker at fange billedet! Umiddelbart ville jeg jo bare lade servo-fokus følge rytteren hele tiden, men det giver i hvert fald ikke skarpe billeder hos mig... Mit gamle Canon er jo heller ikke just bygget til action... Så i praksis gør jeg således: Stiller prefokus på dér hvor billedet skal skydes. Følger rytteren i optikken (uden at aktivere fokus), og lige før(!) det ´afgørende øjeblik´ aktiverer jeg servo-fokus (bruger AF-knap), og skyder billedet! Mit langsomme, gamle Canon kan slet ikke følge med på ´fps´, så jeg bruger heller ikke motor-drive. Jeg har én chance for at fange rytteren i svinget præcis dér hvor han ser sejest ud (ligger mest ned).
Der er iøvrigt brugt to eksterne flash, der er placeret på hver side af rytteren. De eksterne flash giver billedet liv, da billedet er skudt i modlys. Uden flash ville rytteren blive for mørk. Dog er eksterne flash ikke nødvendige for den grundlæggende teknik. De er et add-on der giver ekstra spark til billedet. Det vigtigste er at fange rytteren med telezoomen, så rytteren fylder godt i billedet, og at fange ham/hende på det mest dramatiske tidspunkt.



2) Det andet billede, som er fra samme løb, er skudt med en fiskeøjeoptik (15mm). Der er brugt en langsom (i forhold til bevægelsen) lukkertid (1/100), og jeg har panoreret med kameraet da rytteren kørte forbi. Det gør at rytteren står skarpt, men at baggrunden sløres med fartstriber. Farten kommer flot til udtryk, og billedet bliver dramatisk og levende. Igen har jeg brugt to eksterne flash der kaster lys på rytteren.
Fokus sker ved at jeg laver et prefokus på dét sted hvor rytteren passerer, på f.eks. et sted på stien han/hun drøner henover. Med fiskeøje (på f/8) ligger skarpheden på et stort område, så det er ikke nødvendigt med samme fokus-præcision som med telezoom.
Ofte er det en helt specifik lukkertid der giver den ønskede teknik. Er den for langsom bliver rytteren uskarp, er den for hurtig bliver billeder for ´frosset´. Derfor står kameraet på M (manuel), med specifikt valgt lukkertid, og justering på eksponeringen sker ved at ændre blænde eller iso.
Husk at panoreringen ofte skal være meget hurtigere end man tror - især når man bruger vidvinkel/fiskeøje, da motivet kan være meget tæt på, og derfor også meget hurtigt drøner forbi dig! Ved det aktuelle billede er panoreringshastigeheden som at få en lussing - så hurtigt bevæges hoved med kameraet ved øjet! :-)


Her følger nogle flere eksempler på skud hvor teknikkerne er i brug:










Skriv endelig hvis noget er uklart eller skal uddybes :-) Bedste hilsner Martin